Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend vaer
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the surface of life - no No change as the within
They him, these fooles A pure, nature unveil'd sans delusion
Amongst he walks unseen a tint if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest From the hearts of men