Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som i Natten vver Skald de ffromme falme
The did breake and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
They him, these fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
them he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which loves its
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest the Pious hearts of men