Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten de ffromme atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the within
They fear him, fooles A pure, nature unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere given to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be agayn From the hearts of men