Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he with men On the surface of life - no No change as the within
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
Amongst he walks unseen Like a tint if The of Night
No of God did tell Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the wintry All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest the Pious hearts of men