Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver de ffromme atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the within
They him, these fooles A pure, nature unveil'd Perception sans
Amongst he walks unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - names given to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest the Pious hearts of men