Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets ydre der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver de ffromme atter falme
The spell did breake and gave To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
fear him, these fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea Which loves its
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn the Pious hearts of men