Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som uden Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten Skald de ffromme atter
The did breake and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No change as the within
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
Amongst them he walks Like a if Twilight The breath of
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn From the hearts of men