Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver saa stoor at nsten Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets ydre der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som i Natten vver Skald de atter falme
The spell did and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of life - no No as the Beast within
fear him, these fooles A power pure, nature Perception sans
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to what they
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest From the hearts of men