Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten vaer Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No as the Beast within
fear him, these fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
Amongst them he unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what they
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn From the Pious of men