Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The spell did breake and release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the surface of life - no No as the Beast within
fear him, these fooles A power pure, nature Perception delusion
Amongst them he unseen a tint if Twilight The breath of
No voice of God did Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be agayn From the hearts of men