Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No as the Beast within
They him, these fooles A pure, nature unveil'd sans delusion
Amongst them he unseen Like a tint if The of Night
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to they fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which its deeps
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn From the hearts of men