Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the of life - no change No change as the within
fear him, these fooles A pure, nature unveil'd Perception sans
them he walks unseen Like a if Twilight The of Night
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to what they
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the hearts of men