Da Trolddomen hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver de ffromme atter falme
The spell did and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he with men On the surface of - no change No as the Beast within
fear him, these fooles A pure, nature unveil'd sans delusion
Amongst them he walks Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man what He did & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which loves its
- An animal crawling the wintry soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn the Pious hearts of men