Da Trolddomen bleff - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten Skald de ffromme falme
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he with men On the surface of life - no No as the Beast within
fear him, these fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst them he unseen Like a if Twilight The of Night
No voice of God did Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the hearts of men