Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I ydre vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i Natten de ffromme atter falme
The spell did and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, nature sans delusion
Amongst them he unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare be harvest agayn From the hearts of men