Uendeligt Øjebliik

Morgenhimmelen smiler fra rd til bl pastel.
Ligger p ryggen i sandet ved vandet, bare mig selv.
Og vinden hvisker til mig, fortller kloge ting.
Rusker i mit hr, og skubber til en mges vinge.
Og solen bryder stille frem fra under verdens kant.
Og sender varme kys der smelter selv en hrdet mand.
Og lover liv og lys og lyst, til alle os ynkelige.
Jeg str i midten af det hele og nyder symfonien.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og tigger mig, lad lyset lede.
I stedet for at krybe af sted, i klderskakter.
En mrk underverden, hvor rutineslag vist tller takter.
Det kunne jeg selv have sagt mig, men mit syn var slret.
Og er det igen i morgen, nr sjask og sjap gr byen plret.
Men lige nu er mit syn forstrret, skrpet.
Som om jeg pludselig, ser alting klart i hjertet.

Omkvd
Det er morgensure bilister, der dytter i ken.
Det er iskold syreregn, det er sydom i sen.
Det er pisgule, sjaskvde, gennembldte bybusser.
Den morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
For tt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Det er de fortabte, det er de forsmte.
De der var dmt til at tabe, fr det begyndte.
Et uendeligt jeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret vk.
Det rammer p mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
nsker bare det m tage mig med.
Et uendeligt jeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret vk.
Det rammer p mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
nsker bare det m tage mig med.

Vers 2
Nattehimmelen tysser s rolig fjern og bl.
Med millioner, nej milliarder af stjerner p.
Og alle blinker til mig, glimter og skinner klart.
Lyser for evigt, jeg kom i gr og forsvinder snart.
Sikke historier de kan, hvis bare man kunne det sprog.
Og duggen grder for mig, falder p mit jenlg.
Indtil jeg falder hen, og drmmer stjernes sang.
Jeg ved de venter p mig, ved jeg var derude engang.
Og det gr ondt et sekund, men jeg brer ingen nag.
S stille at jeg fornemmer, natsvrmernes vingeslag.
Fornemmer tyndekraften slipper sit tag.
I mit sind og min sjl, og kroppen ligger tilbage.
Og s stikker jeg af, tilbagelgger lysr.
Ingen fysikker kan bre de uendeligheder jeg krydser.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og ler, fordi vi tog af sted.

Omkvd
Vk fra morgensure bilister, der dytter i ken.
Fra iskold syreregn, fra sydom i sen.
Fra pisgule, sjaskvde, gennembldte bybusser.
Fra morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
Fra tt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Fra de forpinte, fortvivlede, forkvaklede.
De der venter et helt liv, p lotto-miraklet.
Et uendeligt jeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret vk.
Det rammer p mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
nsker bare det m tage mig med.
Et uendeligt jeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret vk.
Det rammer p mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
nsker bare det m tage mig med.